tirsdag den 27. december 2016

Forslag til lækker nytårsmad - Del 1: Forret, hovedret og dessert

Jeg har de seneste år lavet flere indlæg med forslag til lækker nytårsmad. I de næste to indlæg får du en samlet oversigt over forslag til forret, hovedret og dessert, natmad og kransekagen, som naturligvis ikke kan undværes kl. tolv (især ikke herhjemme, da Christian er meget glad for marcipan ;) ). I dagens indlæg vil du kunne læse forslag til forret, hovedret og dessert.


Forretter:

Forretter er ikke noget, vi gør så meget i, men jeg elsker en god røget laks, smukt anrettet og med godt tilbehør til. Opskriften på min lakseroulade kan du se her: Lakseroulade med dildcreme. Server den på en bund af sprød salat med tilbehør af citronbåde og godt, hjemmebagt brød.

Røget laks er også omdrejningspunkt for mit andet forslag af forret, nemlig røstihapsere med røget laks. En variation af lakserouladen, da den også skal serveres med dildcremen :) Den er virkelig lækker, og jeg laver det af og til som aftensmad til os, da jeg er vild med det. Ønsker man en mere fast dildcreme, som den er i fyldet på lakserouladen, skal den ikke piskes, men vendes forsigtigt sammen. Da jeg lavede opskriften på røstihapserne, piskede jeg den og opdagede, at det altså giver en lidt tynd creme ;) Den smager dog lige så godt, så det er en smagssag, hvor flydende man ønsker sin dildcreme :) Opskriften på røstihapserne kan du se her: Røstihapsere med røget laks og dildcreme.

Ønsker du at servere godt brød til, kan jeg anbefale dette koldhævede flute, som kan bages i forvejen og fryses ned: Koldhævede flutes. Vil du helst servere det helt nybagt, er det også nemt at gå til, da dejen laves dagen i forvejen og dejen så bare skal trækkes til brød og bages efter kort efterhævning på selve dagen :)






Hovedretter:

Raclette:
Til nytårsaften synes jeg, at maden skal være sådan en, man sidder rigtig længe og hygger sig med. Derfor har vi mange år lavet raclette, for det er superhyggeligt og kan tage timer :) I indlægget her kan du læse mine allerbedste opskrifter til raclette: Racletteopskrifter til nytårsaften. Hvad med f.eks. miniburgere, nachos, hvor osten aldrig når at stivne, strimler af mørt kød, hvidløg-citronmarinerede rejer, lækre forskellige salater som tilbehør og godt brød? Krydr dit kød, grønt og kartofler med hjemmelavede marinader med f.eks. hvidløg eller chili. Der er noget for enhver smag her, og det er noget af det, jeg elsker højest ved raclette :)







Culottesteg med hjemmelavet salatbar:
Herhjemme er vi rigtig glade for rødt kød, så jeg tror, at vi i år igen kommer til at sætte tænderne i en rigtig lækker culottesteg. Sådan en plejer jeg at stege på denne måde: Det si'r muh!. Det er nok tæt på at være vores livret herhjemme :) Vi plejer at få ovnbagte kartoffelbåde til, favoritsauce og hjemmelavet salatbar med alt det tilbehør, vi elsker højest; strimlet icebergsalat, gulerødder, rød peber, agurk, minimajs, champignons, feta (Puck eller anden blød blok-salatost), marinerede hvidløg, croutoner (hvidløg til Christian, Svansøs provence-croutoner til mig) og så noget af det vigtigste: Heinz garlic sauce. Desværre ikke noget, man længere kan købe i Danmark, så vi køber det over Amazon. Men en god hjemmerørt (eller købt) hvidløgsdressing går også an :) Eller anden type dressing, du er vild med. Her elsker vi bare hvidløg.

Har du lyst, kan du også servere godt, hjemmebagt brød til, f.eks. de koldhævede flutes nævnt ovenfor eller sprøde 5-kornsflutes, hvis kerneindhold giver bare en lille smule ekstra lækkerhed :) Opskriften på flutene kan du se her: Sprøde 5-kornsflutes.

Jeg mangler desværre et rigtig godt billede af vores lækre culottesteg, så I må nøjes med et ældre billede fra før, jeg havde helt styr på det med anretning og kamerateknik :) Teknikken omkring tilberedelsen af stegen fejler dog ikke noget ;)





Desserter:

Der er utallige lækre ting, man kan lave til dessert nytårsaften, og hvad man laver, kommer også an på, hvem man serverer for. F.eks. serverer man ikke desserter med alkohol til børn, så man skal selvfølgelig kende sit publikum. Jeg lavede sidste år en samling forslag til gode nytårsdesserter. Prøv f.eks. den gode, let syrlige hindbærtærte serveret med sød vaniljeis, Dooley's-moussen med karamelliseret nøddeknas eller hvad med en kaffeis fyldt med hvide og mørke chokoladebønner og lækre digestivekiks? Se opskrifterne her: 5 lækre desserter til nytårsaften.

Det er dog ikke de eneste gode desserter, som ligger på bloggen. I starten af 2016 føjede jeg vores dessert fra sidste nytårsaften til, og den var et kæmpe hit! Jeg lavede en lille dessertplatte med hindbær som omdrejningspunkt. Den indeholdt et lille stykke hindbærtærte, et stykke tung og lækker brownie og en pandekage, foldet pænt, serveret med hindbærmarmelade, alt serveret med små kugler vaniljeis og pyntet med frysetørrede hindbær og lidt spiselig guldstøv. Synes, den blev rigtig fin og lækker :) Opskriften rækker til 6-8 personer, men overskydende kage kan fint fryses ned :) Se opskriften på kageplatten her: Dessertkageplatte med hindbær.







Det var slut på første del af mine forslag til lækker nytårsmad. Kig med i næste indlæg, hvis du mangler tips til god natmad og den uundværlige kransekage :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar